Beretning – Grundejerforeningen Kobæk Sønderstrand – generalforsamling d. 31. juli 2020.
v/ formand Klaus Lawaetz
I Grundejerforeningen Kobæk Sønderstrand er dette generalforsamling nr. 80 og i alle 80 år har denne klokke ringet til orden.
Vi har det sidste år været forskånet for oversvømmelser på vores strand. Jeg tror ikke vi skal lægge noget særligt statistisk i dette, men blot glæde os over, at naturen har været os nådig. Lad os håbe på, at vi ikke får flere alvorlige oversvømmelser, før vi får etableret vores digeløsning. Ruth Bek-Pedersen vil opdatere os lidt på digeprojektet under punkt 5 på dagsordenen. Tak til den nedsatte digegruppe, for jeres arbejde med at være følgegruppe og kontaktled til Kommunen.
På opfordring fra et medlem, vil vi forsøge os med en anden form for vejgrus, til vedligeholdelse af vores grusveje. For at vores veje bliver bedre at gå på, med bare tæer, bliver der en lidt mindre stenstørrelse i gruset – en såkaldt 0,16mm, som også dermed bliver lidt dyrere. Nu må vi se, om holdbarheden bliver god nok.
Som alle ved, har vi efterhånden fjernet alle hybenroser på forstranden, bortset fra foran de lodsejere i første række, som ikke har ønsket dette. Netop de lodsejere er til gengæld ansvarlige for, at ”deres” hybenroser ikke breder sig til de hybenrose frie områder på forstranden. I skal altså selv tage initiativ til og sørge for, at udføre dette arbejde. Det får I ikke hjælp til af grundejerforeningen. Her er løbet kørt.
Da jeg var dreng og af og til kom på besøg på Sønderstrand, oplevede jeg vores strand som et helt åbent område, uden høj bevoksning – ja, man kunne nærmest se frit fra den ene ende til den anden. I dag er der vokset en del træer og høje buske op flere steder. Jeg vil opfordre alle til at tage maksimalt hensyn til Jeres gode naboer, og sørge for beskæring således, at man ikke begrænser udsigten unødigt for de bagved- eller vedsiden af liggende sommerhuse.
I har alle lagt mærke til, at der nu er etableret fartdæmpende foranstaltninger på Hybenvej. Det er faktisk sket for at hastigheden SKAL ned – og vi mener at det foreløbigt har hjulpet. I skal alle have en stor tak for, at I tager dette hensyn og dermed medvirker til, at der ikke sker nogen tragiske ulykker – særligt med børn involveret. Nu skal vi lige have de sidste med. Gæstende bilister og håndværkere kan stadig ikke finde ud af det. Bestyrelsen er indstillet på, at tage næste skridt, hvis ikke den nuværende fartdæmpning virker godt nok. Så opsætter vi evt. flere og højere vejbump på Hybenvej.
I forbindelse med at vi er nede på stranden, vil jeg bede Jer alle om, lige at opsamle den smule affald, som I får øje på, og tage det med hjem i skraldespanden. Der ligger heldigvis meget lidt affald på vores strand, så det er en ganske lille opgave for os alle.
Jeg håber at I alle af og til besøger vores nye hjemmeside: SONDERSTRAND.DK den seneste opdatering handler om, at vi har medvirket til, at der nu er opsat en hjertestarter centralt på Kobæk Strand ovre ved parkeringspladsen.
Vi kommer ikke udenom, at vi har været påvirket af Corona-pandemien. Da Kammer og jeg søgte tilflugt i vores sommerhus i marts, april og lidt af maj måned, var vi ikke de eneste, der brugte vores dejlige område i den forbindelse. Da vi senere kom frem til Sankt Hans aften, kunne vi heldigvis holde Sankt Hans bål – i år uden grillpølser, men stadig med professionel musikledsagelse og dejlige midsommersange. Vi var lige under de tilladte 50 deltagere og det blev en forrygende flot medlemsaften. En stort tak til Dorthe Zielke og Søren Johansen for Jeres musikalitet.
Vi har i år budt velkommen til nye medlemmer på:
Hybenvej 24: Dorte og Jens Mogensen
Strandvænget 5: Fie Kirkeskov Friis og Søren Friis
Hybenvej 25: Katrine og Nikolaj Støve Skydsgaard
Hybenvej 28: Charlotte og Adam Steensberg
Alle nye medlemmer som i forvejen har forbindelse med Skælskør og/eller Kobæk. Det er skønt og vi håber at I alle vil få stor glæde af Sønderstrand og I vil falde godt til i vores forening.
Foranlediget af at der sidste år, på generalforsamlingen, opstod debat om hvem der var valgbare til bestyrelsen, har vi i bestyrelsen brugt mange kræfter på at udarbejde forslag til nye vedtægter og i samme omgang opdateret ordensreglerne. Disse blev senest revideret i 2008. For at opnå størst mulig enighed og for at få mest muligt med, har vi i forløbet udsendt vores første udkast i høring til alle medlemmer. Ud af 45 medlemmer, fik vi returforslag fra blot 5 medlemmer. Nogle af disse forslag har vi indarbejdet i bestyrelsens endelige forslag, som vi opfordrer Jer til at vedtage i aften.
Afslutningsvis skal jeg opfordre Jer alle til at beskære bevoksning ud til vores veje således, at der er mindst 2 m helt frit fra midten af alle asfaltveje – altså mindst 4m i alt samt mindst 1,5m helt frit fra midten af alle grusveje – dermed mindst 3m i alt. Dette er en regel i vores lokalplan og afgørende for, at vi kan få afhentet dagrenovation og vigtig for, at vi ikke får ridset vores biler.
Jeg har så sent som i går, fået mail fra vores revovationsselskab REMONDIS A/S om, at der flere steder på såvel Hybenvej som på Strandvænget ikke er tilstrækkelig plads til at deres skraldebiler kan komme igennem. De beder os om at få beskåret efter forskrifterne inden d. 5/8-2020, som er næste tømmedag for mad og restaffald.
Hunde skal altid føres i snor, og deres eventuelle efterladenskaber skal opsamles. Kørselshastigheden er maksimalt 20km/t på vores veje. Jeg vil bede Jer om, at I ikke at har berøringsangst. Når I ser en bil køre alt for stærkt, skal I reagere og tage kontakt til vedkommende og når I ser en besøgende med en løs hund, bør I gøre vedkommende opmærksom på vores regel om hunde i snor. Lad os alle medvirke til, at gøre vores område, til et godt sted for børn og voksne.
HUSK at lægge vores ordensregler frem til eventuelle lejere af Jeres sommerhus. Ansvaret er Jeres.
Tak for et tillidsfuldt og interessant samarbejde i bestyrelsen – det har været en fornøjelse. Tak til generalforsamlingen for Jeres support til vores arbejde og vores beslutninger.
Næste generalforsamling bliver fredag d. 30. juli 2021.
Helt til sidst – er det vel ikke forbigået nogens opmærksomhed, at Dorthe Zielke har ønsket at udtræde af bestyrelsen. Dorthe har sagt ja til fremover, at lægge sin frivillige arbejdsindsats i en anden vigtig organisation – og det må vi respektere. Kære Dorthe – mange tak for dit store arbejde i bestyrelsen – din kærlighed til Sønderstrand – som kasserer og som ansvarlig for hybenroseprojektet. Du er også vores Webmaster og du har heldigvis lovet os, at du fortsætter på denne post indtil videre.
Tak Dorthe og her er et par gode flasker, som jeg håber du vil nyde sammen med Søren.